Snart har min Sklerose 30 års fødselsdag, Tillykke! Jeg har faktisk altid lyttet til alle de velmenende råd, der for det meste er fulgt med, i den bedste tro. Selvfølgelig har jeg altid været jubeloptimist og er det sådan set stadigvæk. Forleden spurgte jeg mig selv om, hvor meget alle de råd mon havde hjulpet på sigt? Tja, man siger jo at tro kan flytte bjerge, og som menneske har jeg brug for noget at tro på. Det være sig andre mennesker, nye træningsmetoder, kosten til MS-patienter osv. I 28 år har jeg prøvet stort set alt, for at finde bare en eller anden lille bedring. Efter en tur med voldsom stress, har jeg gennem nogen tid spurgt mig selv “Hvordan bliver jeg endnu mere lykkelig med denne nedadgående sygdom?”. Jeg skrev alle de ting ned, som gav mig både positive udfordringer og en ophøjet livskvalitet, hvor der er en masse kreativitet, der er kommet på banen nu. Dvs. at jeg gør hvad jeg mener, der er tid og kræfter til i dag og ikke at jeg skal træne i tyve minutter efter et eller andet skema, som jeg altid har gjort. Selvfølgelig cykler jeg stadig, for at bevæge hele kroppen, men den træning som eventuelt skulle helbrede mig, er knap så funktionsdygtig lige nu. Derimod bruger jeg en del tid på bagning, lave nogle fede tryk, med eget logo, på T-shirts, Caps osv. Forandring fryder”
Johnny Frank
Det kan jo smutte med hukommelsen, for nogle af de ældre mennesker, som bor her i den ældrebolig, hvor jeg også har været placeret de sidste tolv år. Man står bare tidligt op, når man bliver ældre og så skal der laves kaffe, ristes brød, høre P1 osv. Så sker det jo midt i morgen travlheden, at det ellers fine daggamle brød fra bageren, bliver totalt glemt, for håret skal jo også ordnes inden klokken bliver syv. Uhh, nu spiller de sørme “Kandis” i radioen og imens bliver kaffen færdig på den fantastiske gamle kaffemaskine, som jo har lavet så mange gode kopper kaffe gennem årene. Pludselig går brandalarmen igang i hele ejendommen, for BRØDET skulle jo bare ristes lidt på begge sider og så skulle der sikkert lidt smør og marmelade på, men i stedet gik det op i flammer, så alle vi andre beboere fik duften af meget ristet brød. Alarmen borer sig stadig ind i mine knogler og hovedet er ved at eksplodere. Jeg råber lidt højt om ikke nok de gider at slukke for “Lortet”, men larmen er faktisk ok, for i løbet af fem minutter kommer brandvæsnet og sæt nu hvis der virkelig var en ildebrand. Dette var noget af en opdigtet historie, men det med brødet og brandalarmen var rigtig nok. De andre ting er bare noget jeg forestiller mig, måske kunne være virkelighed, når man lander i alderen firs eller endnu ældre?
Jeg elsker søde sager og alt med en overflod af sukker, selv om jeg ved at det er vildt usundt. Her snakker jeg ikke om de 50-100 kroner slik, nede fra tanken, en lørdag aften. Nej, jeg røg helt ud i ekstremerne og købte kasser på to, tre og ja sågar fire kilo. Det var en enorm glæde jeg oplevede, når posten kom med en ny kasse med de vingummier, jeg elskede som barn. Desværre kunne jeg ikke få det rigtige sus fra dengang, så jeg købte nye kvadratiske plastkasser og til sidst synes jeg måske, at det var lidt voldsomt.I stedet købte jeg såmænd da bare kasser med chokolade, for hvem har ikke lyst til at starte dagen med en Snickers eller to om morgenen, som blev skyllet ned med en dåse Coca cola og på den måde blev jeg fanget i min egen hjemmebyggede “Slikrede” og synes faktisk at det var mega fedt. Det var faktisk ligesom en drøm, der gik i opfyldelse. Resultatet fedme interesserede mig egentlig ikke, men nu drejede det sig i stedet om, at jeg kunne få mest muligt slik, for færrest penge og jeg handlede nu både i Danmark og Tyskland og jeg skænkede ikke mit udseende eller vægt en tanke, før en eller anden anden nævnte noget med livsstilssygdomme var det pludselig, som om at et ur i det fjerne, begyndte at tikke ned til en kæmpe eksplosion af sygdomme som: Diabetes, blodpropper osv. Fra det ene øjeblik til det næste, måtte jeg ud af mit fantastiske eventyr. Selv om jeg kun var blevet fed og i en enorm dårlig kondi, måtte jeg nu have tømt mit lager og begynde på en ny livsstil, og det har jeg gjort. Nu bliver der igen cyklet og trænet hver dag og min fysioterapeut kommer mandag og fredag. Engang læste jeg den der bog som hedder “Palle alene i verden” og jeg husker hvor fedt det må have været, da han havde hele slikbutikken for sig selv. Der havde jeg næsten også prøvet og nu var det så “Pay back time”
Nu hvor jeg både slås med Sklerose og min vægt, skulle man jo nok mene, at kampen blev dobbelt så hård, men nej for jeg elsker den daglige træning og derfor tænker jeg knap så meget på vægt, fedt og livsstil, da det går hånd i hånd med mine fysiske bedrifter, når der oveni bliver tilføjet en ordentlig kost hver dag.
