Mit liv somforfatter– ærligt, jordnært og fuld af historier

Introduktion I min kommende bog Hvor længe kan jeg mon blive ved? fortæller jeg ærligt og råt om vejen fra druk og svigt til erkendelse, livsmod og det at finde sin egen vej - midt i sygdom, sorg og et samfund, der ofte ser den anden vej. Dette blogindlæg er et glimt af den rejse. En personlig fortælling om at vandre barfodet ind i sit eget liv for første gang. Blogindlæg Ja, næsten 50 år skulle der gå, før jeg fandt den helt rigtige sti at betræde - barfodet, kun iført shorts og solbriller. Her gik jeg nu, og sandet piskede rundt i luften efter hvert skridt jeg tog. Analysen viste sig at holde stik. Selvom søvnen havde indfanget mig, mærkede jeg en ægte lykkerus over mit fund - mit helt eget fund. Jeg hoppede og dansede igennem sivene og det brandvarme underlag. Hvorfor skulle det tage over et halvt liv, før det gik op for mig, at jeg var havnet på et helt galt spor? Ville jeg bare gøre ligesom de andre mennesker, der kaldte sig "far og mor"? Dem, der smed mig på børnehjem, så de kunn

Snart har min Sklerose 30 års fødselsdag, Tillykke! Jeg har faktisk altid lyttet til alle de velmenende råd, der for det meste er fulgt med, i den bedste tro. Selvfølgelig har jeg altid været jubeloptimist og er det sådan set stadigvæk. Forleden spurgte jeg mig selv om, hvor meget alle de råd mon havde hjulpet på sigt? Tja, man siger jo at tro kan flytte bjerge, og som menneske har jeg brug for noget at tro på. Det være sig andre mennesker, nye træningsmetoder, kosten til MS-patienter osv. I 28 år har jeg prøvet stort set alt, for at finde bare en eller anden lille bedring. Efter en tur med voldsom stress, har jeg gennem nogen tid spurgt mig selv “Hvordan bliver jeg endnu mere lykkelig med denne nedadgående sygdom?”. Jeg skrev alle de ting ned, som gav mig både positive udfordringer og en ophøjet livskvalitet, hvor der er en masse kreativitet, der er kommet på banen nu. Dvs. at jeg gør hvad jeg mener, der er tid og kræfter til i dag og ikke at jeg skal træne i tyve minutter efter et el

Min viljestyrke Jeg troede, at min vilje og stædighed ville blive mindre med årene, men lige der tog fejl. Om det iltre temperament stammer tilbage fra vor forfædre “Vikingerne” aner jeg ikke, men folk så en side af mig, da jeg lå i koma i 2019, som ikke engang jeg selv kender? Jeg ved jeg d i laver psykopatøjne, når jeg bliver bliver rasende, men ligefrem at brøle som en vild bjørn, der samtidig prøver at hive håret ud af hovedet, så det begyndte at bløde, er mig stadig en gåde. normalt er jeg da ellers altid en mand i et strålende humør, men lige under overfladen brænder der åbenbart en “magna”, som vist kun kommer ud af vulkanen hvert halvtredsernes tyvende år. (Gudskelov!). Det kan også være den Dæmon, som skulle have fulgt mig til dørs, da jeg drak allermest og hvor jeg standsede hele processen i 2011. Lige da festen var allerstørst. nu vågnede han op igen, men der var hverken sprut eller stoffer i omløb og så eksploderede han måske vrede? Det er det samme når jeg skriver. jeg ka